fredag den 29. juni 2012

Blomster til mor

Christine plukker altid mange blomster til mig og det er så super hyggeligt. Jeg kan huske jeg gjorde præcis det samme da jeg var barn. Her er én af mange som er på vej til den lille vase i køkkenet. 

tirsdag den 26. juni 2012

Christines LO

Som tidligere nævnt har Christine taget lidt skade af sin mor og er allerede begyndt at være med på messer og kurser. På et kursus i slutningen af maj fik hun lavet dette LO af min mors hund og hun ville så gerne have en blog at lægge det på, men vi blev enige om at hun gerne måtte låne lidt plads på min.

søndag den 24. juni 2012

Skolealbum





Min datter går nu i 2. klasse og jeg fik ideen med at starte et skolealbum som så kan følge hende vejen op. Så må vi se hvor længe jeg får lov at tage billeder af hende på første skoledag...:-) Uglerne er fra et bogbind hun har i år og som jeg synes passede ret godt. Blyant, lim, æble, farver, bøger osv. er fra et skole-start-sæt jeg købte hos Love2scrap for godt ½ år siden. Der er masser af ting tilbage som kan bruges i årene fremover.

torsdag den 21. juni 2012

Kort til min mor



Min mor fyldte år den 12/5 og det passede lige med at jeg havde haft fødselsdag og fået en blok i fødselsdagsgave med nyt flot papir fra "Die Cuts With a View" som jeg så brugte. Blomsterne har fået lidt glimmer.

tirsdag den 19. juni 2012

Kobberbryllupsbanner




Jeg har længe tænkt på at lave bannere, men bare aldrig fået det gjort. Nu da vi skulle have kobberbryllup mente jeg så anledningen var der. Jeg har brugt Spellbinders trekant og skåret ud i kobberpapir. Så har jeg punchet nogle billeder ud og hjerter. Bogstaverne der er brugt er Chickennoodle fra QuicKutz.

Vores datter på 8 år har jo taget lidt skade af sin mor..... så hun ville også lave banner. Det kom der dette ud af - som dog drillede lidt da det skulle hænge, men frem på dagen kom det.

søndag den 17. juni 2012

Love you

I forbindelse med vores kobberbryllup har jeg fået fremkaldt nogle billeder af min mand og jeg og dette billede inspirerede lige til dette LO. Taler vist nogenlunde for sig selv..... :-)

fredag den 15. juni 2012

Tilbage igen.... en længere historie uden scrap

Efter en længere tids pause - mere eller mindre frivillig - er jeg tilbage igen! I tiden der er gået har jeg været indlagt et par dage på Roskilde Sygehus pga. pludselig blødning så der var de lidt i panik og talte om både lungemodningsmedicin til den lille dreng vi venter - eller at ligge ned et par uger. Pyha det var altså lige lidt for spændende - og træls - at være der. Heldigvis viste det sig at være falsk alarm så efter 2 overnatninger blev jeg sendt hjem igen.

Ugen efter skulle jeg have taget min 3. glucosebelastningstest for at finde ud af om jeg var igang med at udvikle sukkersyge... en foranstaltning som gøres fordi jeg dels er over 35, har sukkersyge i familien og vejer for meget. De 2 første gange jeg fik taget testen var den ok, men suk - denne gang klappede fælden :o( Så jeg er nu igang med at måle blodsukker 6 gange om dagen, planlægger måltider konstant, render til kontrol og blodprøvetagninger - så skal lige love for at jeg bliver holdt igang her til sidst!
Heldigvis er der håb for at det forsvinder når jeg har født - det gør graviditetssukkersyge som oftest da det er moderkagen, der laver balladen. Så det krydser jeg meget fingre for at jeg kan frikendes når Rasmus er kommet ud.

Derudover så har vi også haft kobberbryllup - i onsdags den 13/6. Det var virkelig en helt igennem fantastisk dag som vi vil huske tilbage på i mange år. I juli sidste år bookede vi lokale til kobberbryllupsfest her den 16/6 og jokede lidt med at det skulle da lige passe jeg blev gravid.... ganske sjovt eftersom vi havde opgivet alle planer om det efter at have forsøgt i 8 år på det tidspunkt. Men livet er jo så fantastisk uforudsigeligt indimellem så det blev altså sådan:-) og han skal være så hjertelig velkommen den lille gut! Vi aflyste festen og om-bookede lokalet til en barnedåb i stedet... og talte så om hvad vi skulle gøre på dagen. Det blev til at vi inviterede familie og venner til åbent-hus fra kl. 7 i onsdags. Vi havde sørget for en masse morgenbrød og tilbehør og kl. 7 kunne vi så høre et helt kor der begyndte at synge og hvor var det fuldstændig vildt overvældende at åbne døren!! Vi havde nogenlunde styr på hvor mange der kom og hvem, men det var bare så fantastisk ubeskriveligt at åbne døren og alle ens venner og familie står der i en halv-krans i indkørslen - og har lavet verdens fineste æresport. Det var så rørende at jeg måtte synke et par gange for ikke at stå der med tårer løbende ned ad kinderne. Derefter gik det ganske stærkt og de ca. 55 mennesker fik fordelt sig rundt omkring i stue, udestue og telt vi havde sat op i dagens anledning. Det værste ved at holde det sådan en onsdag morgen er jo at folk skal på arbejde så det var virkelig MEGET intenst i 1.5 times tid og så forsvandt folk langsomt igen. Så desværre var der jo mange vi ikke fik snakket med, men det virkede som om alle hyggede sig og stemningen var fin. Gavebordet er et kapitel for sig selv for det var virkelig også overvældende. Men alt i alt en super god dag som vi kan tænke tilbage på i mange år. Skulle nogen læse med så tusind tak til jer alle, der gjorde det hele så specielt.
Og så lige et billede af æresporten som jeg synes er vildt smuk :-)